Kost og sundhed

I Børnehaven Broholm har forældrebestyrelsen og forældrene valgt, at der skal være kommunal frokostordning. Når dit barn går i Broholm bliver det automatisk tilmeldt madordningen mod betaling, som betales sammen med betaling af institutionspladsen.

Morgenmad

Vi tilbyder, at børnene kan spise morgenmad i børnehaven.

Vi lægger vægt på at skabe en rolig stemning, med hygge om morgenbordet og med små
stille sysler ved bordet ved siden af.

Vi serverer god og nærende mad som groft brød, rugbrød, havregryn og havregrød. Lidt sukker kan drysses over, hvis det er nødvendigt. Børnene har mulighed for at spise morgenmad før kl. 8.00.

Formiddagsmad

Børnene får tilbudt formiddagsmad fra kl. 9.00. Formiddagsmaden vil være brød, frugt og grønt.Der vil også kunne være rester fra frokostmåltiderne.

Spisningen er et tidspunkt, hvor vi har øje for hinanden. Der skabes en god kontakt til det enkelte barn og børnene lærer at lytte til hinanden. Der bliver skabt en stemning, som er rar for både børn og voksne.

Frokosten

I Børnehaven Broholm har forældrebestyrelsen og forældrene valgt, at der skal være kommunal frokostordning.

Når dit barn går i Broholm er det automatisk med i ordningen, og det gælder for alle. Du får et ”link” til vores madleverandør, så du kan følge med i menuen og se, hvad der bliver serveret i løbet af ugen.

Vores køkkenassistent sørger for, at der er:

  • Dejlige, varierede og sunde retter til middag.
  • At der er et måltid til eftermiddagsmad.
  • At der også er frugt og brød til et lille mellemmåltid om formiddagen og om eftermiddagen.

Madordningen betyder, at I som forældre ikke skal medbringe mad hjemmefra.

Hvis børnene skal have noget specielt mad, for eksempel diætmad, sørger køkkenassistenten for, at der bliver taget hensyn til det behov. Dette sker i et samarbejde med jer forældre.

Vi spiser sammen i vores små grupper under hyggelige former. Vi øver os i at få nogle gode vaner ved bordet og at kunne styre mad, drikke og bestik. Vi taler om dagens begivenheder og hvilke aktiviteter, vi i løbet af dagen skal deltage i. Børnene elsker madordningen. De får udfordret deres smagsløg og finder ud af nye ting, de godt kan lide.

Hygiejne

Vores køkken er godkendt til tilberedning af færdigproduceret mad. Det er vigtigt for os at vi lever op til de standarder der findes på området. Vi overholder reglerne for hygiejne og egenkontrol.

Se link til fødevarestyrelsens kontrolrapport her

 

 

Eftermiddagsmad

Eftermiddagsmaden tilbydes ca. kl. 14.30. Indholdet vil være brød, frugt og grønt og eventuelt rester fra frokosten.

Mad og dannelse

Vi lægger vægt på, at børnene lærer gode manerer og holder bordskik.

I Børnehaven Broholm er gode manerer, at 

  • Man ikke bøvser ikke ved bordet.
  • Der siges vær så god.
  • Vi øver os i ikke at snakke med mad i munden.
  • Lukke munden, når man spiser.
  • Vende ind mod bordet.
  • Man ikke piller maden i stykker.
  • Man spiser den mad, man er startet på.
  • Bede et andet barn om en ting.
  • Sende rundt til hinanden.

Fødselsdage i børnehaven

Hvert barns fødselsdag gør vi til en særlig dag. Vi hejser flaget, dækker et langt bord på stuen, pynter op og laver en lille hjemmelavet fødselsdagsgave. Børnene kan vælge en ting til at dele ud. Det kan være boller, kage, frugt, grønt, pølsehorn og lignende. De må dog ikke dele slik ud. Drikkelse sørger børnehaven for. Fødselsdagen holdes kl. 9.30 på dit barns stue.

 

Fødselsdage derhjemme

Nogle vælger, at fejre fødselsdagen ved at inviterer hjem. Vi opfordrer til, at eventuelle fødselsdagskort bliver uddelt hjemme og ikke på garderobepladsen.

Vi vil også gerne gøre opmærksom på det sociale ansvar. Tænk på, at alle i en gruppe kommer med. Det gør rigtig ondt på et barn at opleve, at alle de andre er til en fødselsdag, men bare ikke mig. Det er et vigtigt signal at sende til sit barn, at ”hjemme hos os er alle velkomne”. Det er en god investering i sit barns sociale liv, som er en vigtig læring i livets skole. Det er også her, at du som forælder kan være med til at forhindre mobning på længere sigt.