Traditioner

Vi holder af at markere højtider og årstidernes skifte. I Børnehaven Broholm er der traditioner hele året rundt.

Forår og påske

I foråret snakker vi om påske og om fugle på rede og æg. Vi maler gerne små æg og pynter grene. Vi synger forårssange og finder små tegn på, at foråret er på vej. Til påske kommer påskeharen tit forbi med små chokoladepåskeæg - hvis vi altså kan finde dem! Vi tager gerne på tur ud i skoven og nyder de små forårstegn, der måtte være.

Det er også om foråret, at vi sender vores store børn i forårs-SFO. Her har vi tradition for, at månedens maddag bliver en afskedsmiddag, hvor de store børn deler ud til de andre  og siger på gensyn. 

Sommer og høst

Når det er sommer, foregår det meste ude. Vi leger med vand, når det er rigtigt varmt og tager måske en tur til stranden for at soppe og se på vanddyr. Vi får besøg af dagplejerne, både til hverdag og til 3 særligt tilrettelagte Åben-Låge-dage. Vi fejrer nogle gange Sankt Hans med bålhygge.  

Vi slutter sommeren af med et emneforløb om høst, hvor vi fordyber os i forskellige aspekter af høst, for eksempel korn, fra jord til bord, samler frugt og producerer vores egne produkter - som marmelade, tærte og brød. Vi fejrer høsten ved at invitere til høstkaffe - hvor I forældre kan komme og smage på det, vi har lavet og se en lille udstilling med udpluk af vores emneuger.

Efterår

Til efteråret laver vi gerne græskarlamper af udskårne græskar. Vi leger med kastanjer, laver bladkranse og synger efterårssange. Vi tager nogle gange på tur ud i skoven, hvor vi sparker i blade og mærker årstiden skifte. Vi leger med vandbaner på legepladsen, ser vinden blæse og øver os på at tage overtøj og hansker på.

I efteråret ligger efterårsferien også, hvor tilmeldte børn efterårshygger i børnehaven. 

Julefest

Hvert år når vi nærmer os juletid, inviterer vi til julefest i børnehaven. Vi mødes i salen til fællessang, og velkomst. I ugerne op til har børnene øvet sig på en julesang, som de fremfører her. Personalet har forberedt juleværksteder, hvor I kan hygge jer sammen med jeres barn. Det kan være juledekoration, julepynt eller andet juleri. Der er også æbleskiver og kaffe/te. En hyggelig dag, hvor vi rigtigt kommer i julestemning.

Ture

Vi har tradition for at tage på nogle udvalgte ture hen over året. Det kan være efter årstiden, et spændende emne eller noget helt andet. Børnene nyder at opleve verden sammen, og der er meget at øve sig på; eksempelvis at stå i kø, vente på tur og spise madpakker ude.

Om foråret bugner det med anemoner, så dem må vi ud og se! Nr. Søby Skov er tit et udflugtsmål, hvor vi ser skoven vågne efter vinteren.

Om sommeren er der masser af spændende krible-krablekryb i krat og sø. Så tager vi til det lokale vandhul og fanger haletudser og ser på sommerfugle. Hvis sommeren viser sig fra sin varme side, tager vi nogle gange på en fælles strandtur og nyder den salte luft.

Efteråret er lig med knasende blade i skovbunden. Alt er fuldt af farver, og vinden bider i kinderne. Vi samles om madpakken i de visne blade - og finder kastanjer, kogler og lytter til de sidste fugle, inden de flyver på træk. Nogle gange tager vi på besøg på en bondegård og ser dyr og traktorer, og snakker om høst.

Vi har flere år været på nissejagt i december. Her besøger vi en lokal skov og leder efter nisser. Vi er ofte heldige at finde en masse tabte huer! Det er spændende at opleve skoven om vinteren. Den er kold og anderledes. Måske ser vi også dyrespor i sneen.

Se mere om vores øvrige arrangementer her